Lærer kaster håndklædet i ringen og vender tilbage som restaurantchef

Rasmus Ballerstein Randbøll vil hellere stresse som restaurantchef, end brænde ud i et klasseværelse. Det er ikke længere nok bare at være lærer, mener han.

Frustrerende, mentalt opslidende, mangel på mål – og op ad bakken, sådan beskriver Rasmus Ballerstein Randbøll sin tid som lærer. FOTO: Christina Hobel

”Jeg troede jo, at jeg kunne træde ind i klasseværelset med et stort smil på. Være den friske unge, og sige: Hey, i dag skal vi lave noget rigtig fedt”, siger Rasmus Ballerstein Randbøll.

Og det er da også med den gejst, at Rasmus Ballerstein Randbøll træder ind på Bornholms Efterskole i skoleåret 2022.

Halvandet år senere må han opgive – nærmest før han er begyndt.

”Vi drukner i konflikter. Elevernes angst, depressioner, deres selvtillid. Det fylder meget mere i billedet, end man regner med. Så ryger fokus på det faglige, og det, at lave god undervisning. Jeg bruger hele dagen på at konflikthåndtere i stedet for at undervise,” siger han.

Lærerflugten

Rasmus Ballerstien Randbøll er dermed blevet del af statistikken, hvor flere og flere nyuddannede lærer forlader skolen efter blot nogle få år.

En opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2022 viser at blot 4 ud af 10 lærere, arbejder udenfor folkeskolen. Specielt er det de nyuddannede lærere, der vælger at forlade lærergerningen efter relativt kort tid – og særligt slemt står det til på Bornholm, hvor over hver anden har valgt at søge væk.

For stor en mundfuld
Der er ro i den store stue. Lærerbøgerne er gemt væk. Her er ryddet op, og i hjørnerne af stuen er der pænt opstillet små bunker af børnelegetøj i alle regnbuens farver.

”Sådan ser her altid ud”, griner Rasmus Ballerstien Randbøll med et glimt i øjet, som røber, at rod er mere reglen end undtagelsen hos småbørnsfamilien.

Rasmus har fri – og normalt ville han tage sig en kop kaffe på lærerværelset på Bornholms Efterskole, men i dag laver han den selv. Og fremover bliver det også ham selv, som langer kaffen hen over disken, når han indtræder sit nye job som restaurantleder på Café Munter i Rønne.

”Jeg skal tilbage til noget, jeg er god til og ved en masse om”, siger han

Jobbet som lærer er for nyligt sagt op, og skuldrene har sænket sig igen. 
I lang tid har han følt, at han druknede. Lærerfaget var for stor en mundfuld. Man er ikke bare lærer, forklarer han:

”Det er som om, at man ikke er lærer længere. Det mentale fylder bare – også i mit hoved – at jeg skal være psykolog og pædagog for de her elever frem for lærer. Det er også her, at jeg føler, at jeg står af. Jeg er ikke dygtig nok til at kunne håndtere de her hardcore sociale udfordringer, som eleverne har. Jeg kan ikke rumme det.” siger han.

”Måske har jeg været for naiv.”
Rasmus Ballerstein Randbøll

Lærerdrømmen
Rasmus Ballerstein Randbøll har ellers været inspireret til at blive lærer da han som ung, var elev på en efterskole.

”Det, der motiverede mig, var jo mit eget efterskoleophold. Jeg husker det, som at man havde respekt, man overholdt reglerne, man hyggede socialt med lærerne. Der var hyggelige aktiviteter og et positivt socialt liv” siger han.

Men livet som lærer, skulle vise sig at være noget helt andet. Han bliver mødt af en gruppe af unge mennesker, som har så store sociale udfordringer, at det bliver mentalt drænende for ham.

”Jeg bliver træt af at skulle forsvare, hvorfor at de skal sidde i et klasselokale. Jeg bliver træt af, at skulle forsvare de faglige elementer. Det, der fylder hos dem – handler om de sociale aspekter. Problemer på hjemmefronten, hele det sociale spil, den sociale verden, de får meget hurtigere nedbrud”, siger han.

Ved spørgsmålet om Rasmus Ballerstein Randbøll har været for naiv svarer han:

”Måske har jeg været for naiv. Jeg var i hvert fald for naiv og tænkte, at hvis bare jeg kunne vælge ting og emner, som kunne fange dem, så gik det godt. Men jeg tog fejl,” siger han og tilføjer:

”Jeg har kastet håndklædet i ringen”

Rasmus Ballerstein Randbøll arbejdede blandt andet som musiklærer på efterskolen.
FOTO: Christina Hobel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *