Dannelseskonsulent ønsker TikTok og Snapchat på skoleskemaet

Skolerne skal tage mere ansvar for den digitale dannelse” mener Dennis Lindholm Nielsen, der er Digital Dannelseskonsulent for Bornholms Regionskommune. Foto: Christina Hobel

Skoler bør inddrage forældre i digital dannelse ved at tilbyde vejledning i, og om, hvordan de kan støtte deres børns læring og adfærd.
Nu er Børns vilkår kommet med nye retningslinjer for både forældre og fagpersoner, men en afgørende ting mangler, mener Dennis Lindholm Nielsen – der er Digital dannelseskonsulent for Bornholms Regionskommune: Teknologiforståelse.

Dennis Lindholm Nielsen på Bornholm er kommunens mand i frontlinjen, når det kommer til digital dannelse. Han har kigget på den nye guide om skærmtid fra Børns Vilkår. Et udmærket værktøj, mener han, men børn og unge har brug for mere end pjecer.  

Han påpeger, at eleverne stadigvæk ikke ved nok om, hvordan de genkender falske nyheder – og hvordan man håndterer internet mobning, samt hvordan de unge undgår at blive alt for afhængige af teknologien. Dette skyldes at det ikke er en fast del af undervisningen i skolen.

”Dette har været diskuteret siden 2008, hvor man talte om at inkludere teknologiforståelse på skoleskemaet, men der er stadig ingen ændring. Undersøgelser viser, at vi bruger meget tid online, men der er ikke nok opmærksomhed på at undervise i, hvordan man gør det ansvarligt” forklarer Dennis Lindholm Nielsen, der er digital dannelseskonsulent for Bornholms Regionskommune.

FAKTA: Digital dannelse

Digital dannelse handler i bund og grund om, at man forholder sig kritisk til alle former for oplysninger på nettet, og hvor man lærer at være påpasselig med sin egen adfærd, kommunikation og de oplysninger, man giver ud.
 
Kilde:
Faktalink.dk/DBC digital, samt
Center for digital dannelse.

For at blive mere bevidst om teknologiforståelse, kan lærerne lade sig inspirere og bruge materialer, som kan give ny indsigt, og styrke forståelsen for teknologien, fortæller Dennis Lindholm Nielsen:

”Der findes masser af gode materialer derude, inklusiv materialer genereret af kunstig intelligens, men nogle gange hører man lærerne sige, at det skal vi ikke bruge i skolerne.  Mit bedste råd er, at undersøge, hvad det er, de unge går op i – være nysgerrige på det.
Vi skal jo bruge de digitale medier i skolen i det øjeblik, at det giver mening – og lære børn og unge at skelne mellem sandheden, og det at være kildekritiske. Det mener jeg, at vi skylder dem. Så skolerne skal tage et ansvar, hvilket jeg heldigvis også ser mere og mere af” påpeger han.

Der er ingen, der behøver at være IT-ekspert for at kunne tjekke et socialt medie, Dennis Lindholm Nielsen

Ifølge Dennis Lindholm Nielsen skal skolerne sørge for at være nysgerrige og undersøge de digitale udfordringer sammen med eleverne.

”Jeg er jo ikke IT-ekspert”

Dennis Lindholm Nielsen hører ofte en frase blandt lærerne, som irriterer ham:
”Mange lærere i min aldersgruppe – og opefter – er enormt bange for de digitale medier. Når man nævner det, slår de sig på den irriterende frase: Jeg er jo ikke IT-ekspert. Der er ingen, der behøver at være IT-ekspert for at kunne tjekke et socialt medie. Det kræver blot et enkelt klik på Google for at finde information om det. Alternativt kan vi jo spørge børnene: Hvorfor er det her medie så interessant og hvorfor har I det? Vi skylder børnene nogle spørgsmål – og at vise nysgerrighed.”

Dennis Lindholm Nielsen sætter også gerne sig selv på spil, når han er ude og tale med både elever, lærere og forældre. Og han opfordrer også lærerne til at sætte sig selv på mål:

”Når jeg stiller mig op foran en klasse, og deler mine egne sociale medievaner – som for eksempel, at jeg bruger alt for meget tid online – og så samtidig forklarer, at selv jeg begår fejl. Så åbner vi døren op for de ærlige samtaler. Når vi tør at sige: Jeg kæmper også med de sociale medier og konstante opdateringer, så inviterer vi børnene til at dele deres oplevelser, og grine sammen med os. Det giver os mulighed for at diskutere vores tidsfordriv og overveje, hvordan vi bedst håndterer det fremover” fortæller han.