Af Christina Hobel.
Det er svært at være lærer, og det er ok, erkender skolechef Jesper Stjernfeldt Petri fra Bornholms Regionskommune.

Skolechefen i Bornholms Regionskommune vil skabe en mere åben kultur på øens skoler, hvor lærere og ledere skal kunne tale om forventningspres og udbrændthed.

– Vi skal have skabt en kultur, hvor det er ok at tale om, at der er noget, der er svært. Der er nogle arbejdsvilkår, som skal forbedres. Så må vi se på, hvordan vi sammen kan være i det, hjælpe hinanden og hvordan ledelse og medarbejdere kan bakke hinanden op.

Ifølge en ny rapport fra Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) er undervisere blandt de faggrupper, der står overfor høje følelsesmæssige krav i forhold til deres arbejde.
Det er et alvorligt arbejdsmiljøproblem, som i sidste ende kan føre til stress og langtidssygemeldinger.

Det kan Jesper Petri genkende, men han mener også, at der ikke findes en hurtig løsning på problemet.

– Jeg tror ikke, at der er et quick-fix, at vi kan sætte noget i gang, og så er det løst. Vi vil blive ved med at være udfordret i forhold til de her situationer, hvor man føler, at man ikke slår til.
Om det så handler om ressourcer, kompetencer, modstand fra forældre, eller hvad det nu kan være, så bliver vi nødt til at være sammen om det her.

Rasmus Ballerstein Randbøll vil hellere stresse som restaurantchef, end brænde ud i et klasseværelse. Det er ikke længere nok bare at være lærer, mener han.

Frustrerende, mentalt opslidende, mangel på mål – og op ad bakken, sådan beskriver Rasmus Ballerstein Randbøll sin tid som lærer. FOTO: Christina Hobel

”Jeg troede jo, at jeg kunne træde ind i klasseværelset med et stort smil på. Være den friske unge, og sige: Hey, i dag skal vi lave noget rigtig fedt”, siger Rasmus Ballerstein Randbøll.

Og det er da også med den gejst, at Rasmus Ballerstein Randbøll træder ind på Bornholms Efterskole i skoleåret 2022.

Halvandet år senere må han opgive – nærmest før han er begyndt.

”Vi drukner i konflikter. Elevernes angst, depressioner, deres selvtillid. Det fylder meget mere i billedet, end man regner med. Så ryger fokus på det faglige, og det, at lave god undervisning. Jeg bruger hele dagen på at konflikthåndtere i stedet for at undervise,” siger han.

Lærerflugten

Rasmus Ballerstien Randbøll er dermed blevet del af statistikken, hvor flere og flere nyuddannede lærer forlader skolen efter blot nogle få år.

En opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2022 viser at blot 4 ud af 10 lærere, arbejder udenfor folkeskolen. Specielt er det de nyuddannede lærere, der vælger at forlade lærergerningen efter relativt kort tid – og særligt slemt står det til på Bornholm, hvor over hver anden har valgt at søge væk.

For stor en mundfuld
Der er ro i den store stue. Lærerbøgerne er gemt væk. Her er ryddet op, og i hjørnerne af stuen er der pænt opstillet små bunker af børnelegetøj i alle regnbuens farver.

”Sådan ser her altid ud”, griner Rasmus Ballerstien Randbøll med et glimt i øjet, som røber, at rod er mere reglen end undtagelsen hos småbørnsfamilien.

Rasmus har fri – og normalt ville han tage sig en kop kaffe på lærerværelset på Bornholms Efterskole, men i dag laver han den selv. Og fremover bliver det også ham selv, som langer kaffen hen over disken, når han indtræder sit nye job som restaurantleder på Café Munter i Rønne.

”Jeg skal tilbage til noget, jeg er god til og ved en masse om”, siger han

Jobbet som lærer er for nyligt sagt op, og skuldrene har sænket sig igen. 
I lang tid har han følt, at han druknede. Lærerfaget var for stor en mundfuld. Man er ikke bare lærer, forklarer han:

”Det er som om, at man ikke er lærer længere. Det mentale fylder bare – også i mit hoved – at jeg skal være psykolog og pædagog for de her elever frem for lærer. Det er også her, at jeg føler, at jeg står af. Jeg er ikke dygtig nok til at kunne håndtere de her hardcore sociale udfordringer, som eleverne har. Jeg kan ikke rumme det.” siger han.

”Måske har jeg været for naiv.”
– Rasmus Ballerstein Randbøll

Lærerdrømmen
Rasmus Ballerstein Randbøll har ellers været inspireret til at blive lærer da han som ung, var elev på en efterskole.

”Det, der motiverede mig, var jo mit eget efterskoleophold. Jeg husker det, som at man havde respekt, man overholdt reglerne, man hyggede socialt med lærerne. Der var hyggelige aktiviteter og et positivt socialt liv” siger han.

Men livet som lærer, skulle vise sig at være noget helt andet. Han bliver mødt af en gruppe af unge mennesker, som har så store sociale udfordringer, at det bliver mentalt drænende for ham.

”Jeg bliver træt af at skulle forsvare, hvorfor at de skal sidde i et klasselokale. Jeg bliver træt af, at skulle forsvare de faglige elementer. Det, der fylder hos dem – handler om de sociale aspekter. Problemer på hjemmefronten, hele det sociale spil, den sociale verden, de får meget hurtigere nedbrud”, siger han.

Ved spørgsmålet om Rasmus Ballerstein Randbøll har været for naiv svarer han:

”Måske har jeg været for naiv. Jeg var i hvert fald for naiv og tænkte, at hvis bare jeg kunne vælge ting og emner, som kunne fange dem, så gik det godt. Men jeg tog fejl,” siger han og tilføjer:

”Jeg har kastet håndklædet i ringen”

Rasmus Ballerstein Randbøll arbejdede blandt andet som musiklærer på efterskolen.
FOTO: Christina Hobel.

Af Christina Hobel

Døren ind til Jernbanecaféen åbner, den lille sølvklokke klinger, og ind træder en af dagens første kunder.
Han banker skidt og sne af sine støvler, og tørrer dem af på den røde måtte.
”Har I gløgg?” spørger han, mens han kigger på Agnete Bjørlig, som står på den anden side af bardisken.

”Ja”, smiler hun, og går i gang med at finde et krus frem.

Det er tidligt på formiddagen, og Jernbanecaféen på Reventlowsgade – midt i hjertet af Vesterbro – har været åbent siden kl.7.00, og her har værtshuset ligget siden 1933.

Bag baren står ejer Agnete Bjørlig og hendes ansatte, som er i fuld sving med at fylde hylderne op med våde varer.
Der har været gang i nattens udskænkninger.
Flaskerne klirrer, mens de sirligt bliver sat ind på glashylderne med mærkaten udad.
Der skal nemlig tælles op og bestilles de sidste varer.

Agnete Bjørligs smil er berettiget.
Det er hendes sidste dag på jobbet, for i morgen overtager hendes datter Xenia Rasmussen, og skal nu være den 4. generation, som fører Jernbanecaféen ud på et nyt spor/videre.

”Det er nu meget mærkeligt. Man føler sig lettet, men også tung om hjertet. Jeg har jo været så heldig, at jeg altid har arbejdet med noget,– der har stået mig ligeså nært, som mine børn – nogen man skal passe på og værne om. Så værtshuset her, er jo i kroppen og i mine tanker hele tiden”, siger hun.

Et sammensurium

Der er ikke mange tomme vægge i det 40 kvadratmeter lokale.
Til gengæld er der helt sikkert noget for tog-entusiasten.
De røde gulve er det eneste, der går fri.

På væggene er der forskellige udgaver af små modeltog i en blanding af ældre jernbaneeffekter fra en svunden tid.
På den ene væg er der prydet med et sølvaskebæger fra en 1. klasses togkupe. Doneret af en glad samler, der gerne bidrager Jernbanecaféens særlige indretning, som er en blanding mellem et museum, en café og en bodega.
Et herligt sammensurium af noget genkendeligt, imødekommende og varmt.

Og den følelse håber Agnete Bjørlig, at hendes datter vil føre videre, når hun overtager:

”Jeg håber, at hun vil fortsætte det gode arbejde med fokus på gæsterne og på trivslen, og at hun vil blive ved med at bevare den familiære ånd, samt bevare titlen som ejer i 4. generation. Jeg har altid kaldt det generation i stedet for restauratør, for så understreger man historien ved at skrive det på den måde,” siger hun

Og der er ingen tvivl om, at sjælen i huset for Agnete Bjørlig er en god blanding af det hele.

”Sjælen i huset er de ansatte, ledelsen og selvfølgelig gæsterne. Uden gæsterne er alting jo lige meget. Uden dem, er der jo ingenting, som kan lade sig gøre. Det er en kombination af det hele.

Men om lidt lukke Jernbanecaféens tunge dør for sidste gang for Agnete, og hun træder ud af rollen, som direktør.

”Jeg føler mere og mere, at jeg er klar til at give faklen videre. Klar til at skulle leve livet med min mand, som har været på pension i nogle år,” forklarer hun.

Spilleautomaternes glædelige toner, summer i lokalet, mens lysene lokker med de store gevinster, og musikken svagt kan anes i de skjulte højtalere.

Kunden sidder og sipper til den varme og dampende gløgg, mens Agnete Bjørlig tripper rundt bag baren, for at sætte de sidste flasker på plads.

Moralsk stress er en væsentlig årsag til mistrivsel hos lærerne i folkeskolen, og er én af grundene til, at de forlader jobbet, forklarer ekspert.

Af Christina Hobel

”Moralsk stress er, når man godt ved, hvad der er det rigtige at gøre, men er forhindret i at gøre det. Egentlig er moralsk stress en sund reaktion på en situation, der ikke er ok,” siger Nana Vaaben, Docent på Københavns Professionshøjskole og forsker inden for moralsk stress.

Hun oplever, igennem flere af sine forskningsprojekter, at lærerne gerne vil være nærværende og omsorgsfulde, men at de ikke kan indfri de mange behov:

”De særlige behov der kan opstå i en klasse, kan lærerne ikke indfri samtidig med, at de indfrier hele klassens behov. Lærerne må prioritere at håndtere de mest udfordrende elever, selvom at det kan betyde at nogle andre elever – med eventuel angst eller mistrivsel – risikerer at blive overset – for ellers kan det brede sig som en steppebrand” forklarer hun.

En følelse af utilstrækkelighed

Nana Vaaben har i år været med til at færdiggøre en større undersøgelse om moralsk stress blandt ansatte i folkeskolen.
En af konklusionerne i projektet var, at moralsk stress er medvirkende til læreres mistrivsel.

”Det sætter sig i kroppen hos læreren, og skaber en følelse af utilstrækkelighed. En følelse af ikke at kunne leve op til ens egne forventninger som lærer. Det omfatter også en frustration over ikke at kunne gennemføre planlagte aktiviteter, og en dyb bekymring over ikke at kunne støtte de børn, som i sidste ende slet ikke får den nødvendige undervisning,” siger hun.

Ligesom andre stresskilder, kan moralsk stress være sundhedsskadeligt og føre sygemeldinger eller jobskifte, hvis det fortsætter over en længere periode, tilføjer Nana Vaaben:

”Det er klart, at den situation er ekstremt uholdbar at stå i, og så er det vi ser sygemeldinger eller jobskifte”.

Forskningsprojektet viser desuden at moralsk stress – i visse tilfælde – også fører til opsigelser, og dermed bidrager til lærermanglen i folkeskolen. Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at blandt de nyuddannede lærere, fra 2015, har 4 ud af 10 – fem år senere, forladt folkeskolen.

”Der hvor mine alarmklokker virkelig ringer, når vi taler moralsk stress, er når vi i projektet har set erfarne og dygtige lærere – som godt kan lide deres job – pludselig siger op, eller finder noget helt andet at lave”, siger Nana Vaaben.

Ønsker fri tid, ikke fritid

Tidsmangel er fællesnævneren, når det kommer til moralsk stress, forklarer Nana Vaaben, som understreger, at lærernes tid blev væsentligt begrænset efter skolereformen i 2013:

“Skolereformen, og det med at lærerne skulle undervise mere af deres arbejdstid, det gjorde at de her mellemrum – de her tidsbuffere – hvor man lige kunne nå at få samlet op på forskellige ting og sager, de forsvandt.

Tidsmanglen fører ifølge forskeren til øget tidspres – især hos en faggruppe, som påtager sig et stort ansvar. 

“Jeg tror, at der i lærergerningen er indbygget en utilstrækkelighedsfølelse, fordi man altid synes, at man kunne gøre det lidt bedre og være der lidt mere for sine elever. Men det er jo klart, at hvis man bliver smurt tyndere ud, så bliver det sværere at stå til,” siger Nana Vaaben.

Mere tid til eleverne er derfor den logiske løsning på moralsk stress, slår Nana Vaaben fast:

”Det er den frie tid lærerne efterlyser – for der er mange ting, der skal samles op på – og så mange konflikter og særlige behov, som man ikke bare lige kan planlægge sig ud af” siger hun.
 

Skoler bør inddrage forældre i digital dannelse ved at tilbyde vejledning i, og om, hvordan de kan støtte deres børns læring og adfærd.
Nu er Børns vilkår kommet med nye retningslinjer for både forældre og fagpersoner, men en afgørende ting mangler, mener Dennis Lindholm Nielsen – der er Digital dannelseskonsulent for Bornholms Regionskommune: Teknologiforståelse.

Dennis Lindholm Nielsen på Bornholm er kommunens mand i frontlinjen, når det kommer til digital dannelse. Han har kigget på den nye guide om skærmtid fra Børns Vilkår. Et udmærket værktøj, mener han, men børn og unge har brug for mere end pjecer.  

Han påpeger, at eleverne stadigvæk ikke ved nok om, hvordan de genkender falske nyheder – og hvordan man håndterer internet mobning, samt hvordan de unge undgår at blive alt for afhængige af teknologien. Dette skyldes at det ikke er en fast del af undervisningen i skolen.

”Dette har været diskuteret siden 2008, hvor man talte om at inkludere teknologiforståelse på skoleskemaet, men der er stadig ingen ændring. Undersøgelser viser, at vi bruger meget tid online, men der er ikke nok opmærksomhed på at undervise i, hvordan man gør det ansvarligt” forklarer Dennis Lindholm Nielsen, der er digital dannelseskonsulent for Bornholms Regionskommune.

FAKTA: Digital dannelse Digital dannelse handler i bund og grund om, at man forholder sig kritisk til alle former for oplysninger på nettet, og hvor man lærer at være påpasselig med sin egen adfærd, kommunikation og de oplysninger, man giver ud.   Kilde: Faktalink.dk/DBC digital, samt Center for digital dannelse.

For at blive mere bevidst om teknologiforståelse, kan lærerne lade sig inspirere og bruge materialer, som kan give ny indsigt, og styrke forståelsen for teknologien, fortæller Dennis Lindholm Nielsen:

”Der findes masser af gode materialer derude, inklusiv materialer genereret af kunstig intelligens, men nogle gange hører man lærerne sige, at det skal vi ikke bruge i skolerne.  Mit bedste råd er, at undersøge, hvad det er, de unge går op i – være nysgerrige på det.
Vi skal jo bruge de digitale medier i skolen i det øjeblik, at det giver mening – og lære børn og unge at skelne mellem sandheden, og det at være kildekritiske. Det mener jeg, at vi skylder dem. Så skolerne skal tage et ansvar, hvilket jeg heldigvis også ser mere og mere af” påpeger han.

Ifølge Dennis Lindholm Nielsen skal skolerne sørge for at være nysgerrige og undersøge de digitale udfordringer sammen med eleverne.

”Jeg er jo ikke IT-ekspert”

Dennis Lindholm Nielsen hører ofte en frase blandt lærerne, som irriterer ham:
”Mange lærere i min aldersgruppe – og opefter – er enormt bange for de digitale medier. Når man nævner det, slår de sig på den irriterende frase: Jeg er jo ikke IT-ekspert. Der er ingen, der behøver at være IT-ekspert for at kunne tjekke et socialt medie. Det kræver blot et enkelt klik på Google for at finde information om det. Alternativt kan vi jo spørge børnene: Hvorfor er det her medie så interessant og hvorfor har I det? Vi skylder børnene nogle spørgsmål – og at vise nysgerrighed.”

Dennis Lindholm Nielsen sætter også gerne sig selv på spil, når han er ude og tale med både elever, lærere og forældre. Og han opfordrer også lærerne til at sætte sig selv på mål:

”Når jeg stiller mig op foran en klasse, og deler mine egne sociale medievaner – som for eksempel, at jeg bruger alt for meget tid online – og så samtidig forklarer, at selv jeg begår fejl. Så åbner vi døren op for de ærlige samtaler. Når vi tør at sige: Jeg kæmper også med de sociale medier og konstante opdateringer, så inviterer vi børnene til at dele deres oplevelser, og grine sammen med os. Det giver os mulighed for at diskutere vores tidsfordriv og overveje, hvordan vi bedst håndterer det fremover” fortæller han.

Emma Rasmussen er blevet en del af statistikken, når det handler om at lytte mere og mere til podcast. 
 FOTO: Christina Hobel      

Flere og flere unge lytter til podcast viser en ny undersøgelse af Danskernes brug af nyhedsmedier – 2022. Op til 63 procent af de unge mellem 18-34 år lytter til podcast mindst én gang om måneden – og Emma er en del af statistikken.

”Jeg elsker at lytte til podcast. Det er så stille og roligt, og man kan gå og reflektere over nogle ting, mens man bare lytter”, sådan fortæller Emma Rasmussen bag Kaffebarens disk, på Rønne Torv.

For Emma på 20 år, der lige om lidt skal til at læse til pædagog, er det helt op til 3-4 gange om ugen hun lytter til podcast. Det er både ude og hjemme, at de sprøde stemmer følger hende med rundt:
”Blandt andet, når jeg rengør mit værelse og er alene hjemme, så sætter jeg podcast på og går og lytter. Så føler man, at man ikke er helt alene.”

Så selvom turene bliver længere, er det ikke et problem for Emma:
”Man kommer helt ned på jorden, og jeg kommer faktisk til at gå længere ture end jeg normalt ville gøre, fordi jeg føler, at jeg kommer med ind i samtalerne. Det er rart.

Fortællinger på farten
Ordet ”podcast” er egentlig en sammentrækning af ordene ”pod”, der betyder ”Personal On Demand” og så ordet ”broadcasting” – altså at udsende noget.
Så en slags personlig udsendelse, som du selv kan vælge.
Ud over det består podcastmediet af en serie af lydfiler, som man kan downloade, abonnere eller lytte til – og det er en medieform, som har vundet indpas de senere år.
Fordelen ved podcastmediet er, at lytteren kan tage sin podcast med over alt.
Det skaber en mobilitet og en fleksibilitet – og det er noget, som passer ind i Emmas hverdag:

”Jeg lytter til podcast 3-4 gange om ugen, altid når jeg går tur, eller gør rent. Jeg kan også finde på at lytte til det, når jeg er I bad. Så smider jeg det på højtaleren og følger med i de nye afsnit, da jeg ikke vil gå glip af noget. Jeg prøver som regel at lægge min telefon væk, og så lytter jeg bare til podcastene.” forklarer hun.

Sætter en stemning
Der findes utallige podcastgenrer derude, men for Emma sætter selve krimigenren en stemning, når hun er ude og gå:
”Historierne fanger bare, især krimi, så kan det nogle gange være helt ukomfortabelt, hvis jeg eksempelvis går ude i et skovområde, og podcasten handler om et mord i en skov, så skal jeg bare så hurtigt ud af området, som muligt”, griner hun.

Ellers har Emma, som lige har færdiggjort sin gymnasietid, brugt podcastmediet til at lytte til podcast om det, at gå på et gymnasie.
”Nogle gange lyttede jeg blandt andet til Girltalk, hvor de har nogle specielle emner, som man kan genkende sig selv i. I gymnasietiden lyttede jeg til, hvordan det egentlig var at gå på et gymnasie. Ofte om ting man måske ikke forventede, og så kunne man nikke genkendende til, hvordan andre folks oplevelser havde været i gymnasiet – og hvordan man måske også selv havde eller har haft det.”
Så for Emma er det gode ved at lytte til podcast både en værdifuld kilde til viden, inspiration og underholdning, samt med til at udvide hendes horisont.