Af Christina Hobel

Døren ind til Jernbanecaféen åbner, den lille sølvklokke klinger, og ind træder en af dagens første kunder.
Han banker skidt og sne af sine støvler, og tørrer dem af på den røde måtte.
”Har I gløgg?” spørger han, mens han kigger på Agnete Bjørlig, som står på den anden side af bardisken.

”Ja”, smiler hun, og går i gang med at finde et krus frem.

Det er tidligt på formiddagen, og Jernbanecaféen på Reventlowsgade – midt i hjertet af Vesterbro – har været åbent siden kl.7.00, og her har værtshuset ligget siden 1933.

Bag baren står ejer Agnete Bjørlig og hendes ansatte, som er i fuld sving med at fylde hylderne op med våde varer.
Der har været gang i nattens udskænkninger.
Flaskerne klirrer, mens de sirligt bliver sat ind på glashylderne med mærkaten udad.
Der skal nemlig tælles op og bestilles de sidste varer.

Agnete Bjørligs smil er berettiget.
Det er hendes sidste dag på jobbet, for i morgen overtager hendes datter Xenia Rasmussen, og skal nu være den 4. generation, som fører Jernbanecaféen ud på et nyt spor/videre.

”Det er nu meget mærkeligt. Man føler sig lettet, men også tung om hjertet. Jeg har jo været så heldig, at jeg altid har arbejdet med noget,– der har stået mig ligeså nært, som mine børn – nogen man skal passe på og værne om. Så værtshuset her, er jo i kroppen og i mine tanker hele tiden”, siger hun.

Et sammensurium

Der er ikke mange tomme vægge i det 40 kvadratmeter lokale.
Til gengæld er der helt sikkert noget for tog-entusiasten.
De røde gulve er det eneste, der går fri.

På væggene er der forskellige udgaver af små modeltog i en blanding af ældre jernbaneeffekter fra en svunden tid.
På den ene væg er der prydet med et sølvaskebæger fra en 1. klasses togkupe. Doneret af en glad samler, der gerne bidrager Jernbanecaféens særlige indretning, som er en blanding mellem et museum, en café og en bodega.
Et herligt sammensurium af noget genkendeligt, imødekommende og varmt.

Og den følelse håber Agnete Bjørlig, at hendes datter vil føre videre, når hun overtager:

”Jeg håber, at hun vil fortsætte det gode arbejde med fokus på gæsterne og på trivslen, og at hun vil blive ved med at bevare den familiære ånd, samt bevare titlen som ejer i 4. generation. Jeg har altid kaldt det generation i stedet for restauratør, for så understreger man historien ved at skrive det på den måde,” siger hun

Og der er ingen tvivl om, at sjælen i huset for Agnete Bjørlig er en god blanding af det hele.

”Sjælen i huset er de ansatte, ledelsen og selvfølgelig gæsterne. Uden gæsterne er alting jo lige meget. Uden dem, er der jo ingenting, som kan lade sig gøre. Det er en kombination af det hele.

Men om lidt lukke Jernbanecaféens tunge dør for sidste gang for Agnete, og hun træder ud af rollen, som direktør.

”Jeg føler mere og mere, at jeg er klar til at give faklen videre. Klar til at skulle leve livet med min mand, som har været på pension i nogle år,” forklarer hun.

Spilleautomaternes glædelige toner, summer i lokalet, mens lysene lokker med de store gevinster, og musikken svagt kan anes i de skjulte højtalere.

Kunden sidder og sipper til den varme og dampende gløgg, mens Agnete Bjørlig tripper rundt bag baren, for at sætte de sidste flasker på plads.