FOTO: Disse produkter er et resultat af børns fascination af influencernes anbefalinger, som forældre har delt med os

Det startede uskyldigt. Min søn på fem sad begejstret og så en dansk youtuber spille “Roblox” – et gratis onlinespil. Vi grinede sammen af de sjove kommentarer, og kort tid efter købte jeg billetter til hans live-show. Efter showet i Ishøj husker jeg stadig glæden i min søns øjne, da han fik taget en selfie med sin yndlings-YouTuber, og inden vi så os om, havde vi brugt 700 kroner på merchandise – eller ’merch’ som det hedder på influencer-sprog.

Af Anne Moresco,
Lise Haagen Andersen
og Christina Hobel
Journaliststuderende ved DMJX.

Efterfølgende begyndte jeg at tænke over forløbet. Fra at se noget sammen på YouTube, til turen til Ishøj. Var jeg den eneste, der så hurtigt svingede dankortet?

Det handler om mere end den bestemte youtuber.
Mine tanker og bekymringer kredsede omkring influenceres voksende indflydelse på vores børn. Hvordan kan vi beskytte dem mod den voksende kommercielle påvirkning fra influencere?

Metoden er subtil, men yderst effektiv.
Strategien udnytter børns naturlige tilbøjelighed til at efterligne deres idoler og påvirkelighed af trends. Når børn ser en influencer bruge et bestemt produkt, opstår der pludseligt et behov for at eje det samme.

Jeg tog emnet op med mine medstuderende på journalistuddannelsen. Vi ønskede at høre andre forældres erfaringer med influenceres påvirkninger af deres børn.
Via et spørgeskema, som vi delte i forskellige facebookgrupper. Dette udmøntedes sig i to interviews med Nete Ambrosen og Jeppe Schytte-Hansen.

Et dyrt venskab
Selv de yngste, helt ned til seks og syv år, bliver udsat for skjulte reklamer gennem de idoler, eller influencere, de følger online. Selvom det er almen viden, at influencere tjener penge på at reklamere for produkter, er det langt fra lige så åbenlyst for børn. Influencernes personlige historier om, hvor fantastisk et produkt er kan føles ægte og relaterbart.
”Influencerne bliver hurtigt en ven for børnene” udtaler Nete Kaas Ambrosen, mor til fire børn i alderen 10-17 år. Hun har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse om emnet på Facebook.

Regler uden konsekvens
I Danmark har vi stramme regler for reklamer rette mod børn og unge. Man må gerne reklamere overfor børn og unge, men man må ikke markedsføre farlige, uegnede eller usunde produkter til børn og unge. Desuden skal det klart fremgå, når der er tale om reklame.

De regler gælder også for influencere på sociale medier. Alligevel overtrædes reglerne igen og igen af influencere. For eksempel influencere, der reklamerede for deres egne versioner af Kims Chips: https://www.dr.dk/nyheder/indland/kims-chips-battle-faar-kritik-skulle-have-skaermet-smaa-boern-influencerkampagne

Foreninger som Børns Vilkår og Forbrugerrådet Tænk har længe advaret om, hvordan influencere ofte overtræder reglerne. Forbrugerrådet Tænk forklarede i juni til Jyllands-Posten, at børn og unge udsættes for et massivt reklametryk, når de ser Youtube. Desuden lød kritikken fra Forbrugerrådet Tænk, at det er vanskeligt for børn at skelne reklame fra det øvrige indhold, fordi tingene flyder sammen i det, som børnene ser.

For nylig inviterede erhvervsminister, Morten Bødskov, en gruppe af de mest kendte influencere til møde på sit kontor for at diskutere, hvordan børn bedre kan beskyttes mod ulovlige reklamer. Ministeren har efterfølgende udtalt, at han er overbevist om, at lovgivningen vil blive strammet på området.

Hvordan ser forældrene deres rolle?
Jeppe Schytte-Hansen, far til to børn, og Nete Kaas Ambrosen er enige om, at forældre har en vigtig rolle i at hjælpe børnene med at være kritiske overfor det indhold de ser. Men deres tilgang er forskellig.

Nete Ambrosen mener, at forældre i højere grad bør sige nej til børnenes ønsker, når de er udspringer fra en influencer-reklame:
”Ordet nej. Du må gerne skrive som overskrift, at ordet NEJ godt må blive sagt noget mere til vores børn.”

Hun fortsætter:

“Jeg og min mand er meget enige om, at vi ikke bare vil lade vores børn få ting, fordi en influencer siger, at de skal have det. Så siger vi: ‘Skriv det på ønskesedlen’, så kan det være, du får det til din fødselsdag.”

Jeppe Schytte-Hansen derimod tror på en mere dialogbaseret tilgang:
”Jeg tror, det bliver en kombination med både at have nogle guidelines, ikke nødvendigvis strikse regler, og så have samtalen om det hver gang.”

Han mener, at man som forælder skal tage dialogen med barnet og ikke bare sige nej:
”Vi skal også give efter nogle gange og sige, at hvis du argumenterer sagligt for, at du mangler f.eks. en ny fleece trøje, så okay.”

Jeppe Schytte-Hansen siger:
”Så jeg ser det lidt ligesom med alkohol og unge. De må gerne prøve det derhjemme først og mærke, hvordan det er at blive fuld, men det skal helst ske i trygge omgivelser. Og sammenlignede jeg lige influencers med det at være fuld? Ja, det tror jeg egentlig, at jeg gjorde lidt bevidst. Det er okay.”

I det hele taget ønsker Jeppe Schytte-Hansen at lære sine børn at være kritiske forbrugere. Han vil gerne give dem værktøjer til at forstå, hvornår de bliver påvirket af reklame.

Børn vil bare gerne passe ind – særligt i skolegården
Nete Ambrosen og Jeppe Schytte-Hansen er altså enige om, at forældre spiller en vigtig rolle, når det kommer til at hjælpe børn med at navigerer i det, som de ser hos influencere.

Nete Ambrosen er også bekymret for det kombinerede pres, børn oplever, når de både bliver påvirkede af influencere – og af kammerater.
”Der er så mange af deres kammerater, der også er blevet påvirket af den samme influencer til at købe det samme produkt. Så ser de ikke bare produktet på Youtube eller Instagram. De ser det også i skolegården, hvor deres kammerater har fået det.”

Jeppe Schytte-Hansen er enig – og påpeger, at presset for at købe et produkt, kan være udfordrende for børn.
“Jeg tror, at der kan opstå en stor skuffelse hos børn, når de har købt noget, som de har set hos en influencer, og det så viser sig, at det ikke lever op til deres forventninger. At de måske ikke blev mere populære i klassen, bare fordi de fik det her produkt”.

En kritisk tilgang
Tilbage står vi forældre, som skal hjælpe vores børn med at forstå et fænomen, som ikke eksisterede dengang, vi selv voksede op. Men vi skal stadig kunne guide og vejlede vores børn med at navigere i de mange dyre ”venskaber” de har online og dets mange faldgruber.

Turen med min søn til Ishøj har gjort mig mere kritisk over for influencernes magt via de subtile reklamer.  Jeg køber ikke længere merchandise i vildskab efter et show, og jeg forsøger aktivt at tale med mine børn om, hvad der gemmer sig bag den glitrende facade på de sociale medier.
Vi snakker om, hvordan reklamer kan være forklædt som sjove videoer, og hvorfor det måske ikke altid er nødvendigt at eje den nyeste gadget eller trøje, bare fordi en influencer har den.

Det er selvfølgelig ikke nemt – børn er jo børn – men i stedet for bare at sige nej, prøver jeg nu at hjælpe dem med at forstå, hvorfor de pludselig så gerne vil have en bestemt ting.
Og nogle gange, når min søn nævner et nyt stykke merchandise, smiler jeg og siger:
“Måske skal det sættes på ønskesedlen til din fødselsdag?”

Jeg har lært, at det vigtigste værktøj vi har som forældre, ikke er vores kreditkort – men vores evne til at tage samtalen. For selvom vi ikke kan stoppe den subtile markedsføring, kan vi bruge den til at hjælpe vores børn med at tænke kritisk. Og i sidste ende er det vel dét, der gør en forskel?

Læreruddannelsen på Campus Bornholm, hvor kun fire lærerstuderende, står klar med deres lærerbevis i hånden til sommer.                                                                                      FOTO: Christina Hobel

Anne Vang Rasmussen, rektor for Københavns Professionshøjskole, erkender, at læreruddannelsen på Bornholm ikke kan fortsætte meget længere, da lokale unge fravælger den. Sidste år måtte uddannelsen tage et sabbatår, da der kun var tre ansøgere. Professor i Økonomistyring Per Nikolaj Bukh påpeger, at det økonomisk ikke hænger sammen

Af Christina Hobel

De startede 13 lærerstuderende i 2020, men til juni, er det kun fire nyuddannede lærere, som vil stå på trappen til Campus Bornholm, og vifte med lærerbeviset i hånden.

Lotte Møller-Sørensen er en sjældenhed. Hun er snart færdiguddannet lærer fra Campus Bornholm. Undervejs i sin drømmeuddannelse så hun flere og flere af sine medstuderende, falde fra.
»Jeg blev optaget på et hold med 13 andre, og vi var en god, stor klasse. Men undervejs i uddannelsen droppede flere ud,« siger hun.

Det viser sig nemlig, at de studerende skal tage til København én gang om måneden, hvis de skal følge specielle linjefag, som er en del af læreruddannelsen. For Campus Bornholm har nemlig ikke mulighed for at udbyde de mange linjefag. 
»Det begrænser jo enormt meget. For det første skal vi selv betale alle rejserne, eller du kan vælge online-undervisning og sidde alene i et lokale på Campus Bornholm.
På ét semester har jeg for eksempel udgifter for 4170,- på transport”, siger hun.

Lotte Møller-Sørensen har været glad for at kunne tage læreruddannelsen på Bornholm,
men hun ville ønske, at der blev tænkt i nye løsninger for læreruddannelsen.                                     
Foto: Christina Hobel

Lave optag forringer kvaliteten 
Anneline Larsen, der er forperson for Lærestuderendes Landkreds er klar over at læreruddannelsen på Bornholm har været udfordret på kvaliteten af uddannelsen – og på rejsetiden:

»Det er ret forrykt, at man udbyder en uddannelse, og så siger, at man skal tage noget af uddannelsen i København – og så oveni selv betale for transporten frem og tilbage. Det synes jeg, er absurd.«

Læreruddannelsen på Bornholm hører under Københavns Professionshøjskole, og rektor Anne Vang Rasmussen, er også bekymret for udviklingen:

»Der er få ansøgere til læreruddannelsen på Campus Bornholm, og ansøgningstallet falder. Dette skaber problemer, da vi ønsker at tilbyde uddannelse på øen, så folk kan blive boende og studere. Det er svært at opretholde kvaliteten med så få studerende«, siger hun. 

Faktaboks: 
De tre mest almindelige grunde til, at de studerende vælger læreruddannelsen fra.
– Andre uddannelser, som er mere spændende (66%)
– Arbejdsvilkårene som lærer er ikke gode nok (40%)
– Vil hellere ind på en akademisk uddannelse (31%)
Kilde: EVA, Danmarks Evaluerings Institut.

Anne Vang Rasmussen ved godt, at de studerende ikke har været tilfredse med transportløsningen:
»Det er ikke særlig hensigtsmæssigt, og det er også noget, vi har rejst over for Ministeriet. Det er vi meget optaget af at få løst«, siger hun.

Lukningstruet?
Den lave tilslutning til uddannelsen bekymrer rektor Anne Vang Rasmussen, for kan Bornholms Læreruddannelse undgå en fremtidig lukning?:

»Der er meget få studerende, så vi vurderer løbende situationen for læreruddannelsen på Bornholm. Lige nu har vi ingen planer om at lukke uddannelsen, men jeg kan ikke love, at det aldrig vil ske. Virkeligheden er virkeligheden,« siger hun.

Professor i Økonomistyring Per Nikolaj Bukh ser også bekymret over mod øen i Østersøen, og mener at bornholmerne godt kan forvente, at læreruddannelsen lukker, hvis situationen ikke bliver bedre:
»Ja, det tror jeg. De står overfor nogle store besparelser, og når man forsøger at spare lidt, så har man pludselig ikke de rigtige fag at udbyde, man ender ud i online-undervisning – og det er heller ikke godt for kvaliteten. Det giver et dårligt omdømme, og så ender det ud i en dødsspiral«, siger han. 

Situationen er værre på Bornholm end i Skive
For nylig lukkede Skive deres læreruddannelse, da man havde svært ved at tiltrække studerende, og tilbyde fagligt robuste fællesskaber, eller et socialt studiemiljø. De alt for lave optag gjorde ikke længere uddannelsen økonomisk holdbar. 

Det mønster gør sig også gældende for Bornholms læreruddannelse, hvor så få studerende, ikke er økonomisk forsvarligt, mener Økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh:    

»Situationen er værre på Bornholm end i Skive! På grund af taxameterstyringen bliver det dyrere, når der er færre studerende. 

Københavns Professionshøjskole står overfor store nedskæringer på op til 75 millioner kroner årligt frem til 2028, fremgår det af Københavns Professionshøjskoles årsrapport.
Men skærer man mere af kagen, overholder man ikke professionshøjskolernes forpligtigelse:
»Professionshøjskolerne er forpligtet til at uddanne lokal arbejdskraft til velfærdssamfundets store efterspørgsel på lærere, pædagoger, og sygeplejersker. Det har også betydet, at man har opført mange professionsuddannelser rundt om i landet«, siger Per Nikolaj Bukh.

Det er vigtigt at bevare læreruddannelsen på Bornholm
Bornholm har i mange år kæmpet med befolkningsnedgang og udfordringer med at fastholde unge mennesker på øen.
For Folketingsmedlem og Uddannelsesordfører, Peter Juel Jensen (V) har det stor betydning at bevare læreruddannelsen lokalt, så man kan modvirke fraflytninger.
Dette bidrager til en mere stabil demografisk balance og sikrer, at der fortsat er en aktiv og engageret befolkning på øen:

»Det er så vigtigt, at vi kan tiltrække, men også fastholde nogen, som ellers ville have forladt øen. Vi skal sikre folk ude i landdistrikterne, og der, hvor uddannelsestilbuddene er knap så mange«.

Det er Anneline Larsen også enig i, da det er vigtigt for lokalsamfundene, og samfundet som helhed, at man i Danmark har læreruddannelser ude i provinsen og landdistrikterne. 

Ifølge hende har Regeringen et særligt ansvar for at følge den politiske aftale, der er bundet op på Regeringens plan om: ”Flere og flere uddannelsesmuligheder i hele Danmark”:

»Regeringen lægger vægt på uddannelser i hele landet for at styrke samfundets sammenholdskraft. For at tiltrække handelsliv og støtte lokalsamfund, er uddannelse nødvendig. Men det nuværende system, støtter ikke denne politiske målsætning, og det skal der laves om på. Alt kan ikke måles i et regneark« påpeger hun:

»Det handler om, hvilken kvalitet, vi vil have. Det har stor betydning for elevernes trivsel og læring, at der er uddannede lærere til at undervise dem«.

Anneline Larsen oplever også, at lærermanglen stiger de steder, hvor læreruddannelsen lukker.
»Det er meget vigtigt at have læreruddannelser i hele Danmark. Vi har brug for at uddanne lærere overalt i landet, da vi ellers vil mangle 13.000 lærere i 2030«

Ved spørgsmålet om læreruddannelsen så skal fortsætte på Bornholm, er svaret fra Peter Juel Jensen (V):

»Jeg er jo godt klar over, at som børnetallene ser ud på Bornholm, så skal man jo være en rimelig stor optimist, hvis man tror, at vi stadigvæk har både en sygeplejerske-, lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelse på sigt«, siger han. 

Men til sommer er det en glad, og lettet, Lotte Møller-Sørensen, som skal tage imod sit lærerbevis, men hun er også bekymret for, om læreruddannelsen får lov til at fortsætte:
 »Jeg håber, at den får lov til at fortsætte her på Bornholm. Jeg ved, at de knokler for at finde løsninger, men jeg tror, at de får massive udfordringer« 

Af Christina Hobel.
Det er svært at være lærer, og det er ok, erkender skolechef Jesper Stjernfeldt Petri fra Bornholms Regionskommune.

Skolechefen i Bornholms Regionskommune vil skabe en mere åben kultur på øens skoler, hvor lærere og ledere skal kunne tale om forventningspres og udbrændthed.

– Vi skal have skabt en kultur, hvor det er ok at tale om, at der er noget, der er svært. Der er nogle arbejdsvilkår, som skal forbedres. Så må vi se på, hvordan vi sammen kan være i det, hjælpe hinanden og hvordan ledelse og medarbejdere kan bakke hinanden op.

Ifølge en ny rapport fra Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) er undervisere blandt de faggrupper, der står overfor høje følelsesmæssige krav i forhold til deres arbejde.
Det er et alvorligt arbejdsmiljøproblem, som i sidste ende kan føre til stress og langtidssygemeldinger.

Det kan Jesper Petri genkende, men han mener også, at der ikke findes en hurtig løsning på problemet.

– Jeg tror ikke, at der er et quick-fix, at vi kan sætte noget i gang, og så er det løst. Vi vil blive ved med at være udfordret i forhold til de her situationer, hvor man føler, at man ikke slår til.
Om det så handler om ressourcer, kompetencer, modstand fra forældre, eller hvad det nu kan være, så bliver vi nødt til at være sammen om det her.

Rasmus Ballerstein Randbøll vil hellere stresse som restaurantchef, end brænde ud i et klasseværelse. Det er ikke længere nok bare at være lærer, mener han.

Frustrerende, mentalt opslidende, mangel på mål – og op ad bakken, sådan beskriver Rasmus Ballerstein Randbøll sin tid som lærer. FOTO: Christina Hobel

”Jeg troede jo, at jeg kunne træde ind i klasseværelset med et stort smil på. Være den friske unge, og sige: Hey, i dag skal vi lave noget rigtig fedt”, siger Rasmus Ballerstein Randbøll.

Og det er da også med den gejst, at Rasmus Ballerstein Randbøll træder ind på Bornholms Efterskole i skoleåret 2022.

Halvandet år senere må han opgive – nærmest før han er begyndt.

”Vi drukner i konflikter. Elevernes angst, depressioner, deres selvtillid. Det fylder meget mere i billedet, end man regner med. Så ryger fokus på det faglige, og det, at lave god undervisning. Jeg bruger hele dagen på at konflikthåndtere i stedet for at undervise,” siger han.

Lærerflugten

Rasmus Ballerstien Randbøll er dermed blevet del af statistikken, hvor flere og flere nyuddannede lærer forlader skolen efter blot nogle få år.

En opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2022 viser at blot 4 ud af 10 lærere, arbejder udenfor folkeskolen. Specielt er det de nyuddannede lærere, der vælger at forlade lærergerningen efter relativt kort tid – og særligt slemt står det til på Bornholm, hvor over hver anden har valgt at søge væk.

For stor en mundfuld
Der er ro i den store stue. Lærerbøgerne er gemt væk. Her er ryddet op, og i hjørnerne af stuen er der pænt opstillet små bunker af børnelegetøj i alle regnbuens farver.

”Sådan ser her altid ud”, griner Rasmus Ballerstien Randbøll med et glimt i øjet, som røber, at rod er mere reglen end undtagelsen hos småbørnsfamilien.

Rasmus har fri – og normalt ville han tage sig en kop kaffe på lærerværelset på Bornholms Efterskole, men i dag laver han den selv. Og fremover bliver det også ham selv, som langer kaffen hen over disken, når han indtræder sit nye job som restaurantleder på Café Munter i Rønne.

”Jeg skal tilbage til noget, jeg er god til og ved en masse om”, siger han

Jobbet som lærer er for nyligt sagt op, og skuldrene har sænket sig igen. 
I lang tid har han følt, at han druknede. Lærerfaget var for stor en mundfuld. Man er ikke bare lærer, forklarer han:

”Det er som om, at man ikke er lærer længere. Det mentale fylder bare – også i mit hoved – at jeg skal være psykolog og pædagog for de her elever frem for lærer. Det er også her, at jeg føler, at jeg står af. Jeg er ikke dygtig nok til at kunne håndtere de her hardcore sociale udfordringer, som eleverne har. Jeg kan ikke rumme det.” siger han.

”Måske har jeg været for naiv.”
– Rasmus Ballerstein Randbøll

Lærerdrømmen
Rasmus Ballerstein Randbøll har ellers været inspireret til at blive lærer da han som ung, var elev på en efterskole.

”Det, der motiverede mig, var jo mit eget efterskoleophold. Jeg husker det, som at man havde respekt, man overholdt reglerne, man hyggede socialt med lærerne. Der var hyggelige aktiviteter og et positivt socialt liv” siger han.

Men livet som lærer, skulle vise sig at være noget helt andet. Han bliver mødt af en gruppe af unge mennesker, som har så store sociale udfordringer, at det bliver mentalt drænende for ham.

”Jeg bliver træt af at skulle forsvare, hvorfor at de skal sidde i et klasselokale. Jeg bliver træt af, at skulle forsvare de faglige elementer. Det, der fylder hos dem – handler om de sociale aspekter. Problemer på hjemmefronten, hele det sociale spil, den sociale verden, de får meget hurtigere nedbrud”, siger han.

Ved spørgsmålet om Rasmus Ballerstein Randbøll har været for naiv svarer han:

”Måske har jeg været for naiv. Jeg var i hvert fald for naiv og tænkte, at hvis bare jeg kunne vælge ting og emner, som kunne fange dem, så gik det godt. Men jeg tog fejl,” siger han og tilføjer:

”Jeg har kastet håndklædet i ringen”

Rasmus Ballerstein Randbøll arbejdede blandt andet som musiklærer på efterskolen.
FOTO: Christina Hobel.

Af Christina Hobel

Døren ind til Jernbanecaféen åbner, den lille sølvklokke klinger, og ind træder en af dagens første kunder.
Han banker skidt og sne af sine støvler, og tørrer dem af på den røde måtte.
”Har I gløgg?” spørger han, mens han kigger på Agnete Bjørlig, som står på den anden side af bardisken.

”Ja”, smiler hun, og går i gang med at finde et krus frem.

Det er tidligt på formiddagen, og Jernbanecaféen på Reventlowsgade – midt i hjertet af Vesterbro – har været åbent siden kl.7.00, og her har værtshuset ligget siden 1933.

Bag baren står ejer Agnete Bjørlig og hendes ansatte, som er i fuld sving med at fylde hylderne op med våde varer.
Der har været gang i nattens udskænkninger.
Flaskerne klirrer, mens de sirligt bliver sat ind på glashylderne med mærkaten udad.
Der skal nemlig tælles op og bestilles de sidste varer.

Agnete Bjørligs smil er berettiget.
Det er hendes sidste dag på jobbet, for i morgen overtager hendes datter Xenia Rasmussen, og skal nu være den 4. generation, som fører Jernbanecaféen ud på et nyt spor/videre.

”Det er nu meget mærkeligt. Man føler sig lettet, men også tung om hjertet. Jeg har jo været så heldig, at jeg altid har arbejdet med noget,– der har stået mig ligeså nært, som mine børn – nogen man skal passe på og værne om. Så værtshuset her, er jo i kroppen og i mine tanker hele tiden”, siger hun.

Et sammensurium

Der er ikke mange tomme vægge i det 40 kvadratmeter lokale.
Til gengæld er der helt sikkert noget for tog-entusiasten.
De røde gulve er det eneste, der går fri.

På væggene er der forskellige udgaver af små modeltog i en blanding af ældre jernbaneeffekter fra en svunden tid.
På den ene væg er der prydet med et sølvaskebæger fra en 1. klasses togkupe. Doneret af en glad samler, der gerne bidrager Jernbanecaféens særlige indretning, som er en blanding mellem et museum, en café og en bodega.
Et herligt sammensurium af noget genkendeligt, imødekommende og varmt.

Og den følelse håber Agnete Bjørlig, at hendes datter vil føre videre, når hun overtager:

”Jeg håber, at hun vil fortsætte det gode arbejde med fokus på gæsterne og på trivslen, og at hun vil blive ved med at bevare den familiære ånd, samt bevare titlen som ejer i 4. generation. Jeg har altid kaldt det generation i stedet for restauratør, for så understreger man historien ved at skrive det på den måde,” siger hun

Og der er ingen tvivl om, at sjælen i huset for Agnete Bjørlig er en god blanding af det hele.

”Sjælen i huset er de ansatte, ledelsen og selvfølgelig gæsterne. Uden gæsterne er alting jo lige meget. Uden dem, er der jo ingenting, som kan lade sig gøre. Det er en kombination af det hele.

Men om lidt lukke Jernbanecaféens tunge dør for sidste gang for Agnete, og hun træder ud af rollen, som direktør.

”Jeg føler mere og mere, at jeg er klar til at give faklen videre. Klar til at skulle leve livet med min mand, som har været på pension i nogle år,” forklarer hun.

Spilleautomaternes glædelige toner, summer i lokalet, mens lysene lokker med de store gevinster, og musikken svagt kan anes i de skjulte højtalere.

Kunden sidder og sipper til den varme og dampende gløgg, mens Agnete Bjørlig tripper rundt bag baren, for at sætte de sidste flasker på plads.

Moralsk stress er en væsentlig årsag til mistrivsel hos lærerne i folkeskolen, og er én af grundene til, at de forlader jobbet, forklarer ekspert.

Af Christina Hobel

”Moralsk stress er, når man godt ved, hvad der er det rigtige at gøre, men er forhindret i at gøre det. Egentlig er moralsk stress en sund reaktion på en situation, der ikke er ok,” siger Nana Vaaben, Docent på Københavns Professionshøjskole og forsker inden for moralsk stress.

Hun oplever, igennem flere af sine forskningsprojekter, at lærerne gerne vil være nærværende og omsorgsfulde, men at de ikke kan indfri de mange behov:

”De særlige behov der kan opstå i en klasse, kan lærerne ikke indfri samtidig med, at de indfrier hele klassens behov. Lærerne må prioritere at håndtere de mest udfordrende elever, selvom at det kan betyde at nogle andre elever – med eventuel angst eller mistrivsel – risikerer at blive overset – for ellers kan det brede sig som en steppebrand” forklarer hun.

En følelse af utilstrækkelighed

Nana Vaaben har i år været med til at færdiggøre en større undersøgelse om moralsk stress blandt ansatte i folkeskolen.
En af konklusionerne i projektet var, at moralsk stress er medvirkende til læreres mistrivsel.

”Det sætter sig i kroppen hos læreren, og skaber en følelse af utilstrækkelighed. En følelse af ikke at kunne leve op til ens egne forventninger som lærer. Det omfatter også en frustration over ikke at kunne gennemføre planlagte aktiviteter, og en dyb bekymring over ikke at kunne støtte de børn, som i sidste ende slet ikke får den nødvendige undervisning,” siger hun.

Ligesom andre stresskilder, kan moralsk stress være sundhedsskadeligt og føre sygemeldinger eller jobskifte, hvis det fortsætter over en længere periode, tilføjer Nana Vaaben:

”Det er klart, at den situation er ekstremt uholdbar at stå i, og så er det vi ser sygemeldinger eller jobskifte”.

Forskningsprojektet viser desuden at moralsk stress – i visse tilfælde – også fører til opsigelser, og dermed bidrager til lærermanglen i folkeskolen. Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at blandt de nyuddannede lærere, fra 2015, har 4 ud af 10 – fem år senere, forladt folkeskolen.

”Der hvor mine alarmklokker virkelig ringer, når vi taler moralsk stress, er når vi i projektet har set erfarne og dygtige lærere – som godt kan lide deres job – pludselig siger op, eller finder noget helt andet at lave”, siger Nana Vaaben.

Ønsker fri tid, ikke fritid

Tidsmangel er fællesnævneren, når det kommer til moralsk stress, forklarer Nana Vaaben, som understreger, at lærernes tid blev væsentligt begrænset efter skolereformen i 2013:

“Skolereformen, og det med at lærerne skulle undervise mere af deres arbejdstid, det gjorde at de her mellemrum – de her tidsbuffere – hvor man lige kunne nå at få samlet op på forskellige ting og sager, de forsvandt.

Tidsmanglen fører ifølge forskeren til øget tidspres – især hos en faggruppe, som påtager sig et stort ansvar. 

“Jeg tror, at der i lærergerningen er indbygget en utilstrækkelighedsfølelse, fordi man altid synes, at man kunne gøre det lidt bedre og være der lidt mere for sine elever. Men det er jo klart, at hvis man bliver smurt tyndere ud, så bliver det sværere at stå til,” siger Nana Vaaben.

Mere tid til eleverne er derfor den logiske løsning på moralsk stress, slår Nana Vaaben fast:

”Det er den frie tid lærerne efterlyser – for der er mange ting, der skal samles op på – og så mange konflikter og særlige behov, som man ikke bare lige kan planlægge sig ud af” siger hun.
 

Skoler bør inddrage forældre i digital dannelse ved at tilbyde vejledning i, og om, hvordan de kan støtte deres børns læring og adfærd.
Nu er Børns vilkår kommet med nye retningslinjer for både forældre og fagpersoner, men en afgørende ting mangler, mener Dennis Lindholm Nielsen – der er Digital dannelseskonsulent for Bornholms Regionskommune: Teknologiforståelse.

Dennis Lindholm Nielsen på Bornholm er kommunens mand i frontlinjen, når det kommer til digital dannelse. Han har kigget på den nye guide om skærmtid fra Børns Vilkår. Et udmærket værktøj, mener han, men børn og unge har brug for mere end pjecer.  

Han påpeger, at eleverne stadigvæk ikke ved nok om, hvordan de genkender falske nyheder – og hvordan man håndterer internet mobning, samt hvordan de unge undgår at blive alt for afhængige af teknologien. Dette skyldes at det ikke er en fast del af undervisningen i skolen.

”Dette har været diskuteret siden 2008, hvor man talte om at inkludere teknologiforståelse på skoleskemaet, men der er stadig ingen ændring. Undersøgelser viser, at vi bruger meget tid online, men der er ikke nok opmærksomhed på at undervise i, hvordan man gør det ansvarligt” forklarer Dennis Lindholm Nielsen, der er digital dannelseskonsulent for Bornholms Regionskommune.

FAKTA: Digital dannelse Digital dannelse handler i bund og grund om, at man forholder sig kritisk til alle former for oplysninger på nettet, og hvor man lærer at være påpasselig med sin egen adfærd, kommunikation og de oplysninger, man giver ud.   Kilde: Faktalink.dk/DBC digital, samt Center for digital dannelse.

For at blive mere bevidst om teknologiforståelse, kan lærerne lade sig inspirere og bruge materialer, som kan give ny indsigt, og styrke forståelsen for teknologien, fortæller Dennis Lindholm Nielsen:

”Der findes masser af gode materialer derude, inklusiv materialer genereret af kunstig intelligens, men nogle gange hører man lærerne sige, at det skal vi ikke bruge i skolerne.  Mit bedste råd er, at undersøge, hvad det er, de unge går op i – være nysgerrige på det.
Vi skal jo bruge de digitale medier i skolen i det øjeblik, at det giver mening – og lære børn og unge at skelne mellem sandheden, og det at være kildekritiske. Det mener jeg, at vi skylder dem. Så skolerne skal tage et ansvar, hvilket jeg heldigvis også ser mere og mere af” påpeger han.

Ifølge Dennis Lindholm Nielsen skal skolerne sørge for at være nysgerrige og undersøge de digitale udfordringer sammen med eleverne.

”Jeg er jo ikke IT-ekspert”

Dennis Lindholm Nielsen hører ofte en frase blandt lærerne, som irriterer ham:
”Mange lærere i min aldersgruppe – og opefter – er enormt bange for de digitale medier. Når man nævner det, slår de sig på den irriterende frase: Jeg er jo ikke IT-ekspert. Der er ingen, der behøver at være IT-ekspert for at kunne tjekke et socialt medie. Det kræver blot et enkelt klik på Google for at finde information om det. Alternativt kan vi jo spørge børnene: Hvorfor er det her medie så interessant og hvorfor har I det? Vi skylder børnene nogle spørgsmål – og at vise nysgerrighed.”

Dennis Lindholm Nielsen sætter også gerne sig selv på spil, når han er ude og tale med både elever, lærere og forældre. Og han opfordrer også lærerne til at sætte sig selv på mål:

”Når jeg stiller mig op foran en klasse, og deler mine egne sociale medievaner – som for eksempel, at jeg bruger alt for meget tid online – og så samtidig forklarer, at selv jeg begår fejl. Så åbner vi døren op for de ærlige samtaler. Når vi tør at sige: Jeg kæmper også med de sociale medier og konstante opdateringer, så inviterer vi børnene til at dele deres oplevelser, og grine sammen med os. Det giver os mulighed for at diskutere vores tidsfordriv og overveje, hvordan vi bedst håndterer det fremover” fortæller han.

Emma Rasmussen er blevet en del af statistikken, når det handler om at lytte mere og mere til podcast. 
 FOTO: Christina Hobel      

Flere og flere unge lytter til podcast viser en ny undersøgelse af Danskernes brug af nyhedsmedier – 2022. Op til 63 procent af de unge mellem 18-34 år lytter til podcast mindst én gang om måneden – og Emma er en del af statistikken.

”Jeg elsker at lytte til podcast. Det er så stille og roligt, og man kan gå og reflektere over nogle ting, mens man bare lytter”, sådan fortæller Emma Rasmussen bag Kaffebarens disk, på Rønne Torv.

For Emma på 20 år, der lige om lidt skal til at læse til pædagog, er det helt op til 3-4 gange om ugen hun lytter til podcast. Det er både ude og hjemme, at de sprøde stemmer følger hende med rundt:
”Blandt andet, når jeg rengør mit værelse og er alene hjemme, så sætter jeg podcast på og går og lytter. Så føler man, at man ikke er helt alene.”

Så selvom turene bliver længere, er det ikke et problem for Emma:
”Man kommer helt ned på jorden, og jeg kommer faktisk til at gå længere ture end jeg normalt ville gøre, fordi jeg føler, at jeg kommer med ind i samtalerne. Det er rart.

Fortællinger på farten
Ordet ”podcast” er egentlig en sammentrækning af ordene ”pod”, der betyder ”Personal On Demand” og så ordet ”broadcasting” – altså at udsende noget.
Så en slags personlig udsendelse, som du selv kan vælge.
Ud over det består podcastmediet af en serie af lydfiler, som man kan downloade, abonnere eller lytte til – og det er en medieform, som har vundet indpas de senere år.
Fordelen ved podcastmediet er, at lytteren kan tage sin podcast med over alt.
Det skaber en mobilitet og en fleksibilitet – og det er noget, som passer ind i Emmas hverdag:

”Jeg lytter til podcast 3-4 gange om ugen, altid når jeg går tur, eller gør rent. Jeg kan også finde på at lytte til det, når jeg er I bad. Så smider jeg det på højtaleren og følger med i de nye afsnit, da jeg ikke vil gå glip af noget. Jeg prøver som regel at lægge min telefon væk, og så lytter jeg bare til podcastene.” forklarer hun.

Sætter en stemning
Der findes utallige podcastgenrer derude, men for Emma sætter selve krimigenren en stemning, når hun er ude og gå:
”Historierne fanger bare, især krimi, så kan det nogle gange være helt ukomfortabelt, hvis jeg eksempelvis går ude i et skovområde, og podcasten handler om et mord i en skov, så skal jeg bare så hurtigt ud af området, som muligt”, griner hun.

Ellers har Emma, som lige har færdiggjort sin gymnasietid, brugt podcastmediet til at lytte til podcast om det, at gå på et gymnasie.
”Nogle gange lyttede jeg blandt andet til Girltalk, hvor de har nogle specielle emner, som man kan genkende sig selv i. I gymnasietiden lyttede jeg til, hvordan det egentlig var at gå på et gymnasie. Ofte om ting man måske ikke forventede, og så kunne man nikke genkendende til, hvordan andre folks oplevelser havde været i gymnasiet – og hvordan man måske også selv havde eller har haft det.”
Så for Emma er det gode ved at lytte til podcast både en værdifuld kilde til viden, inspiration og underholdning, samt med til at udvide hendes horisont.