Nu er det ved at være lidt tid siden, mit sidste barn flyttede, og jeg skal da love for, at det har bragt rigtig mange tanker og følelser med sig
Når det sidste barn flytter hjemmefra, kan man som forældre opleve, at man kigger længselsfuldt efter dem og al den aktivitet, der fulgte med, dengang de boede hjemme (foto: plus.unsplash.com)
Af Lise Andersen
Så er det sidste barn flyttet hjemmefra. Hun er ikke flyttet ret langt væk, så hun dukker heldigvis jævnligt op. Især når køleskab og pung er tomt samtidig.
Dengang børnene var små, og hverdagen var så vanvittig hektisk, drømte jeg om denne her dag. Dage, hvor jeg pludselig kunne få al tid i verden til mig selv; til at læse gode bøger, gå lange ture og sove længe, og gå på toilettet alene. Ih hvor jeg kunne se det for mig – kolde drinks og solnedgang.
Men nu, hvor jeg står i det, så er det bare slet ikke glæde og lettelse, der vælter frem. Bevares – en stolthed over at barnet faktisk stadig er i live, men ikke en egentlig glæde. Den følelse, der fylder mest, er følelsen af, at jeg nu har udfyldt min rolle. Ikke bare som mor, men som menneske, som biologisk væsen. Det var det! Arten er videreført.
Nu er jeg en gennemsund kvinde i slutningen af halvtredserne, så jeg regner med, at der er rigtig lang tid, til jeg skal lukke mine øjne for sidste gang. Så hvad skal jeg nu finde på for ikke bare at sidde her og savne ungerne? Hvad skal være den nye mening med mit liv? Det er faktisk det store spørgsmål, som presser sig på.
Hvem er jeg nu, hvor jeg ikke først og fremmest er mor? Jeg er på en mærkelig måde kastet tilbage til før, jeg fik børn. Men jeg er jo 25 år ældre, og har ikke samme interesser. Jeg skal på en måde genopfinde mig selv og min nye identitet.
Er det det her, amerikanerne kalder ”Empty Nest”? Reden er tom, og vi forældre sidder forvirrede og fortabte tilbage – helt alene.
Alle forældre oplever, at deres børn flytter hjemmefra, men ingen taler rigtig om det. Men hvad med jer andre? Hvad oplever I?
Smid en kommentar i kommentarfeltet og fortæl din historie.